Anmeldelse Jazz Lounge Musik

Percussion på plakaten

Acoustic Lounge: ‘The Sound’ (Gateway Music)

Den percussionbaserede jazzkvartet Acoustic Lounge har netop udgivet debutalbummet ‘The Sound’, som indeholder jazz, soul og latinklassikere i alternative, anderledes arrangementer.

Bandets percussionister Michael Hartvig og Mikkel Schnettler startede Acoustic Lounge i 2007 som en modreaktion til den manglende percussion i dansk musik. Ideen var at skabe en lyd omkring percussion som bærende rytmisk element i jazz, soul og latinmusik. Ud over de to percussive omdrejningspunkter tæller kvartetten også den berejste og berømte bassist Jesper Bodilsen. Den røde tråd i lyden er det gode groove og ikke mindst den stærkt syngende soulsanger og jazzpianist Søren Baun, der udgør det fjerde hjul på bandvognen. Som det seneste skud på den danske croonerstamme fusionerer han med sine ferme fraseringer Jamie Cullum og Mads Mathias i en direkte, naturlig og smidig klang. 

YouTube-video: https://youtu.be/nk-_qGW-4hk

Det bevises, at lounge-lyden favner genremæssigt bredt i løbet af albummets 49 minutter fordelt på 10 tracks. Der lægges fra land med 2 x Best Of 70’er Carpenters i form af ‘Close To You’ og ‘This Masquerade’. Dernæst står den på en omgang Nat King Cole i ‘Nature Boy’ fulgt af en feature med den begavede Alice Carreri i Jobim’s ‘Quiet Nights Of Quiet Stars’. Hun høres ligeledes i duet med Søren Baun i Stevie Wonders ‘Creepin’. Der er også enkelte originalnumre på sætlisten såsom titelnummeret, ‘The Sound’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/2QOMu9w51BZZDYmSDf7Pax og den formfuldendte ‘Living In Your Mind’. Sting (‘Consider Me Gone’) og standards af Duke Ellington (‘I’m beginning To See The Light’) og Cole Porter (‘Night & Day’) får også en fantasifuld tur i fortolkningscentrifugen. 

For mit vedkommende ville flere originalkompositioner på sætlisten få stjernebarometret til at bonne maksimalt ud.  

Tjek årets Copenhagen Jazzfestival program for at finde ud af hvor og hvornår du kan opleve enten Acoustic Lounge live eller et af vokalist Søren Bauns øvrige musikprojekter.

Copenhagen Jazz Festival: http://jazz.dk/copenhagen-jazz-festival-2017/forside/

4 Stars (4 / 5)