Anmeldelse Jazz Musik Swing Vokal jazz

Midlertidig metaltræthed

Diana Krall: ‘Turn Up The Quiet’ (Verve/Universal Music)

Den canadiske sanger/pianist, i visse tilfælde i omvendt rækkefølge: pianist/sanger, er tilbage hvor hendes kernepublikum helst vil have hende. Fortolkende The Great American Songbook garneret med luksuriøst klaver- og bandakkompagnement. Et comeback til jazzen efter et poppet frikvarter siden 2009. Spørgsmålet melder sig straks: er det pga. offentlig efterspørgsel eller af egen fri vilje? 

For første gang anes en flig af metaltræthed hos Diana Krall. Det virker som om hun har valgt repertoire udfra hvad der var tilbage af jazzstandards (ialt 11) som hun ikke allerede har givet et kvalificeret bud på. Selv udtaler hun: “I have thought about these songs for a long time. Being in the company of some of my greatest friends in music allowed me to tell these stories just as I’d intended. Sometimes you just have to turn up the quiet to be heard a little better”.

Det betyder ikke nødvendigvis at albummet er dårligt. Måske snarere at formularen er blevet en smule slidt. Der er ikke en finger at sætte på arrangement og eksekvering. Men Kralls sensuelle, støvede, dybtklingende altstemme læner sig efterhånden op ad det forudsigelig og fremskridtsforskrækkede i sine fraseringer. Sagen er, at jeg også er blevet træt af den måde (nys afdøde)Tommy Lipuma producerer Kralls vokal på. I mine ører går noget af intimiteten fløjten på det aktuelle album pga. overproduktion.

Klaverspillet træder til gengæld tydeligere i karakter på ‘Turn Up The Quiet’. Fx. i ‘I’m Confessin’ – lyt i Spotify:  https://open.spotify.com/track/2za5rVPV5mOrfERl6OfzeP og ‘No Moon At All’ https://open.spotify.com/track/4zvYMsRiRWR2XAifGwGCJz

Den loyale fanskare bliver ikke skuffet over de 48 minutters vokaljazz. Men udgivelsen bidrager ikke med nye, uudforskede sider til Kralls indiskutable talent og derfor ender ‘Turn Up The Quiet’ i en helgarderet ‘play it safe’ model.

4 Stars (4 / 5)