Anmeldelse Jazz Musik Vokal jazz

Enestående Ella

Ella Fitzgerald: ‘The Complete Decca Singles Vol. 1.: 1935-1939’ (Verve Label Group)
Efter min mening en af de bedste jazzsangerinder nogensinde, hvis ikke dén bedste. Fitzgerald har sat standarder for hvordan man på fornemmeste vis fortolker de store evergreens fra The Great American Songbook. Mange vil højst sandsynlig også have en håndfuld favoritsange fra hendes legendariske samarbejde med Louis Armstrong. De var et musikalsk match made in heaven. 

På denne omfangsrige udgivelse (82 sange og over 4 timers musik) går vi helt tilbage til starten af Ellas karriere. Hun blev opdaget ved en amatørkonkurrence i Harlem i 1934 og blev i den forbindelse anbefalet til Chick Webb (amerikansk trommeslager og orkesterleder) i hvis orkester hun sang fra 1935. Det er derfor en 18-20 årig vårhare af en vokalist vi hører. Ved første lyt kunne det næsten lyde som en dreng. Lyt fx til ‘Rhythm And Romance’: https://open.spotify.com/track/1VuUQWuJBZSJdMcmK5ubCU

Kvaliteten er høj, tidsperiode, lyd- og indspilningsforhold taget i betragtning. Ella er charmerende og koket. Hun har en ulastelig, og allerede rutineret, rytmisk timing og frem for alt aldrigsvigtende swing. Hør hende i: ‘If you can’t sing it you’ll have to swing it’: https://open.spotify.com/track/6xGUl3Az5EcTnP42lSbhL8

Det gode ved denne samling er først og fremmest kronologien i materialet. Numrene er ikke bare kastet sammen i en “Best Of” pærevælling fra forskellige karrierestadier. Dernæst er det et plus, at hovedparten af sangene er relativt ukendte og uhørte titler fra Ella’s enorme bagkatalog. Fx ‘Sing Me A Swing Song (And let Me Dance)’ https://open.spotify.com/track/0XZu0KWTcXAhreDDSZeSyT

På ‘The Complete Decca Singles Vol. 1.’ får vi også glæde af flere af Ella’s mange musikalske samarbejdspartnere. Bl.a. The Mills Brothers i ‘Dedicated To You’ https://open.spotify.com/track/6AjEQAaemmzQdbDWTEJoHq og ‘Big Boy Blue’.

Som titlen ‘Volume 1’ indikerer er dette kun starten på en serie. Du kan finde meget mere på Vol. 2: 1939-41, Vol. 3.: 1942-49 og Vol. 4.: 1950-55 hvor Ella demonstrerer sine special skills indenfor scatsang i bl.a. ‘Preview’ og ‘Air Mail Special’ – lyt i Spotify: https://open.spotify.com/track/1taAXGd53esJfCnzxs12Xl

En regulær parade af historiske perler.

5 Stars (5 / 5)