Anmeldelse Musik Pop

Tidløs men tandløs pop

Jan Rørdam: “This” (Bonfire Music)

Producer, musiker og sanger Jan Rørdam har leveret soundtracket til manges barndom som komponist på fx. ”Bamse og Kylling” og ”Tju bang chokolademand”. Hans solo projekter har haft min interesse siden 2004 albummet ‘Weekend’. Dengang var det på dansk. Nu er det, for tredje gang i træk, på engelsk.

“If Their Suit Fits, It Might Suit Ya!”: https://open.spotify.com/track/3Cz1FlFciG95sTE9oFcULl bevidner som førstesingle, at Rørdam ikke har mistet grebet om den gode, ligefremme popmelodi. Tidløs pop er hovedingrediensen på de ni numre og ‘If Their Suit Fits, It Might Suit Ya!’ lyder som var den skræddersyet til en Mark Knopfler udgivelse mht. både stil, arrangement og opbygning. Det samme gør sig gældende for ‘A Man With Two Shadows’ og ‘The Man In My Moon’. Det musikalske højdepunkt høres dog allerede i albumåbneren ‘A Heartful Of Art’ der har en genklang af genuin Gangway over sig: https://open.spotify.com/track/1p5amkxvYTiQcJPYVDkQc7

Rørdam’s varme, voksne vokal, som oftest i et dæmpet toneleje, er behagelig at lytte til. Det drejer sig ikke om at præstere men om at skabe stemninger. Indlevelse og indsigt er i højsædet. Albummet er blevet til i et symbiotisk samarbejde med Brian Patterson, som er manden bag teksterne. Tekster der stiller skarpt på menneskets uskyld og erfaring. Det musikalske samarbejde med Patterson er så gensidigt givende, at Patterson ikke blot er Rørdams musikalske makker men hans soulmate.

Sangene har fokus på de akustiske instrumenter og udtryk. Holdet af medvirkende musikere er Rørdams faste band der består af: Andreas Fuglebæk (guitar), Rasmus Zeeberg (guitar, mandolin), Jon Bruland (bas), Kaare Munkholm (vibrafon), Nynne Hansen (vokal) og Mads Andersen (trommer). Alle borger for en solid indsats på popfronten.

Samlet set er der desværre for få rytmiske udsving og dynamiske skift i de 9 nye kompositioner til at stjernebarometret eksploderer. I mine ører fremstår hovedparten af materialet som udvidede reklamefilmsjingler. Selv om Rørdam efter sigende er ‘den ondeste kok i det indonesiske køkken’, burde han på det aktuelle album have puttet flere krasse krydderier i repertoire retten, for at undgå et middelmådigt og indimellem monotont udfald.

2 Stars (2 / 5)