Anmeldelse Crossover

Ikke for tøsedrenge

Thommy Andersson: ‘Wood Spine’ (Gateway Music) Udkommer 3. Marts

 

Dette er langt fra kontrolleret og kalkuleret musik. Til gengæld vrimler det med tal i omtalen af den: 35-mands-kor, 15 medvirkende musikere, 11 numre og et ensemble sammensat af 7 nationaliteter. Det drejer sig om stemningsmanende og manipulerende musik der improviserer, leger og overrasker. Først og fremmest med udgangspunkt i first-takes uden redigering eller editering.

 

Den virkelystne svenske bassist (her også cellist og vokalist) Thommy Andersson agerer både komponist, tovholder og rygrad på ‘Wood Spine’. Hvis der partout skal presses en genrebetegnelse ned over projektet ville den mest nærliggende være: crossover. I fællesmængden af jazz, world og pop garneret med elementer af klassisk musik opstår et spændingsfelt som Thommy Andersson forstår at udnytte til det yderste. Og vi har netop med meget yderliggående musik at gøre. Udført at nogle af de fineste musikere og solister der kan opdrives. En passant skal især sangerinden Josefine Cronholm og bandoneon artisten Paolo Russo fremhæves for deres pragtpræstationer.

 

Indrømmet, det kræver sit at lægge ører til de i alt ca. 55 minutters musik albummet indkluderer. Fokus på de mange musikalske lag og detaljer skal bevares, for at lade sig forføre og fortrylle fuldstændigt. Men går man med på legen er man sporadisk solgt og i musikkens vold. Det bliver lige dele terapeutisk og magisk at lytte til og indre billeder dannes af de lande og locations der har tjent som inspiration til de respektive kompositioner – lige fra Sverige, Vestafrika, Færøerne over Baltikum til Norge og USA.

 

Rygraden er måske lavet af brændbart træ på albummets omslag, men musikindholdet er på ingen måde hverken holdnings- eller leddeløst (spineless). Tværtimod. Det er ikke for tøsedrenge. Vi taler om musik der utvivlsomt er medrivende både at skabe og udføre for de implicerede musikere. Men desværre ender det i en lettere lukket privat fest, hvor man på modtagersiden mestendels føler sig hensat til sidelinjen. Elitært og eksklusivt om man vil. Jeg ville ønske at Andersson flere steder havde valgt at prioritere det melodi-bårne fremfor det impro-baserede. Det bliver specielt vanskeligt at holde 100% opmærksomhed på såvel sindrige sekvenser som fabulerende forløb i albummets sidste halvdel.

2.5 Stars (2.5 / 5)