Anmeldelse Jazz Musik Vokal jazz

En JazzDiva vi skal regne med

Sarah McKenzie: ‘Paris In The Rain’ (Impulse!)

Den 28-årige Australske jazzpianist, sanger/sangskriver, arrangør og bandleder Sarah McKenzie tager os på sit seneste opus på en 52 minutters rejse gennem 8 jazz klassikere (bl.a Tea For Two, Little Girl Blue, Day In Day Out) og 5 originalkompositioner. Endnu engang er det nærliggende af drage paralleller til både Blossom Dearie og Diana Krall. For i stil med disse navnkundige jazzdivaer besidder McKenzie evnen at kombinere et mere end habilt klaverspil med en let, luftig og tidløs charmerende vokal.

Jeg var heldig at opleve Sarah McKenzie live ved sidste års Aarhus Jazzfestival og har på tæt hold hørt og set hvordan hun med underspillet lille-pige-attitude formår at tage publikum med storm. Hun styrer med sin klejne fysik hele (herre) bandet med hård hånd fra sin plads bag flyglet.

Dette musikalske overskud kommer også klart til udtryk på ‘Paris In The Rain’. Hun tilfører de gamle travere en ny fin finish – lyt især til ‘Embraceable You’: https://open.spotify.com/track/14fFUS7C9WvsghhC1e5p0J hvor McKenzie for en stund lader klavertangenterne hvile og akkompagneres af guitar. Men i særlig grad stråler hun i sangene fra egen hånd. Titelnummeret og førstesinglen ‘Paris In The Rain’ er et godt eksempel. En moderne jazzsang med et skær af oldschool jazzstandard over sig. Det samme gør sig gældende i ‘One Jealous Moon’. Ligeledes fra egen avl stammer den lettere melankolske, frankofile ‘Don’t Be A Fool’. Up-tempo og en noget mere optimistisk lyrik kommer os i møde i ‘Onwards And Upwards’ – en hyldest til Nat King Cole.

Det sprudlende instrumentalnummer ‘Road Chops’ der lukker og slukker, afrunder rejsebeskrivelsestemaet, der en anelse krampagtigt har været den røde tråd: ‘When in Rome’ (Italien), ‘Triste’ (Portugal), ‘Tea For Two’ (London). Et klarere koncept ville være at foretrække næste gang. Men musikaliteten og repertoiret er svært at stå for.

5 Stars (5 / 5)