Anmeldelse Funk Hip-hop Musik

Prince er død – længe leve Childish Gambino

Childish Gambino: ‘Awaken, My Love!’ (Glassnote Entertainment Group LLC)

Donald Glover (aka Childish Gambino) er en altmuligmand og multikunstner med mange jern i ilden. Komiker, skuespiller, instruktør og så har han som musiker et godt greb om og begejstrer med sin drømmende, eksperimenterende og elegante hip-hop/funk iklædt en meget besjælet sangstil. I sin samtid må han siges at være en velsmagende cocktail af lige dele Kendrick Lamar og Lenny Kravitz.

Men førstesinglen og albumåbneren, den episke, ekspressive og innovative: ‘Me and your mama’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/5fqt5nfPEgbOuIajbZmkBv fastslår med al tydelighed hvor Childish Gambino har sine rødder plantet. Sounden er et betagende blend af sen-60’ernes og start-70’ernes psykedeliske funk og soul i stil med fx Sly & The Family Stone, Parliament og Funkadelic (den såkaldte P-funk) og sine steder Prince når han syrede totalt ud. Eksempelvis ekstra evident i andensinglen ‘Redbone’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/2Uvy6SkNqxvnH1W68dymxG

Det der får Childish Gambino til at stå ud fra mængden er, at han ikke er bange for at iscenesætte sine sange så de indimellem lyder både upolerede, ufærdige og demo-agtige. Det bibringer kompositionerne en smerte, nerve og ærlighed der ikke er til at tage fejl af. Man skal være lavet af stål for ikke at lade sig påvirke af hans autenticitet i et nummer som ‘Baby Boy’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/2c5fBBdKPfYSSjqQR8r0yj der, i lighed med flere kompositioner på albummet, kredser om Donald Glovers nylige faderskab. Deraf ligeledes albumtitlen.

Jeg er rørt, rystet og rusket op på den helt rigtige måde og kun enkelte træde-vande-momenter gør at denne udgivelse ikke udklækker samtlige anmelder 5 stjerner.

4 Stars (4 / 5)