Anmeldelse Folk Musik Pop

Top Troubadour

Joshua Radin: ‘The Fall’ (Glass Bread Music) udkommer 27.1.

Siden gennembrudshittet ‘I’d Rather Be With You’ (2008) har den amerikanske singer-songwriter Joshua Radins succeskurve været støt og roligt stigende; specielt i vores naboland Sverige. Godt hjulpet på vej af det faktum, at flere af hans sange har kunnet høres i film og TV serier som bl.a Bones, Scrubs, Greys Anatomy og House.

Kvaliteten og træfsikkerheden af hans kompositioner svigter ikke på dette hans syvende studie album. 10 sange der rammer den magiske tidskode for en gammeldags LP udgivelse på 33 minutter. På bundlinjen betyder det at der ikke spores noget som helst unødvendigt fyld. Der er tale om 10 sange hvor den 42 årige Joshua stadig primært lader omdrejningspunktet være den akustiske guitar i sin personlige version af den akustiske pop-folk musik.

Siden august 2016 har albummet kastet singler af sig. Startende med ‘High and Low’, i oktober ‘Falling’ og senest i januar med de to glimrende sange ‘Diamonds’ https://open.spotify.com/track/5rdqdZYrHMzXxzApB5faO1 og ‘Enough For You’ https://open.spotify.com/track/1xjzW7HvVhYfVk2GpzjxR7 . Men de resterende 6 bidrag er faktisk af endnu højere standard end single forløberne. Eksempelvis den helt akustiske guitarbårne ‘Waiting’, den smukke Simon & Garfunkel inficerede ‘Keep The Darkness Away’ og sangen der virkelig er krøbet helt ind under huden på mig og som jeg betragter som albummets absolutte højdepunkt: ‘When I’m with You’. Her rammer Radin essensen af hvad singer-songwriter genren står for, ikke ulig James Taylor.

Meget sigende hedder den afsluttende sang ‘Still Spinning’. Det er helt sikkert at dette album vil spinne i heavy rotation fra nu af for at bringe lidt lys og varme ind i de ørkesløse vintermåneder.

5 Stars (5 / 5)