Anmeldelse Jazz Musik Pop

Fængslende fragmenter

Charlotte Maria Thorsen: ‘Fragments and Feathers’ (Gateway Music)

Tredje album fra jazzsangerinde/komponist, Charlotte Maria Thorsen, ‘Fragments and Feathers’, fænger fra første færd med Emily Dickinsons prægtige poesi i a cappella dressur i ‘Hope is the thing with Feathers’. Således er der lagt op til fyrre fine minutter i selskab med en sangerinde der er i besiddelse af en smuk, klar intonation og en evne til at bevæge sig frit og frejdigt i en forunderlig fællesmængde af folk, pop og jazz.

Godt hjulpet på vej af byens bedste backing band: Francesco Cali (flygel og ikke mindst accordion), Thomas Fonnesbæk (kontrabas), Lisbeth Diers (percussion) og den altid velspillende guitarist (her diverse strengeinstrumenter) Thomas Maintz, der i øvrigt er Charlotte Maria Thorsens mand. Han leverer også kompositionen ‘Life in the Key of C’ der står særlig stærkt blandt den halve snes nye numre.

Duvende, fnuglet og iørefaldende er sangen om ‘Sophie-Lou’. Melodilinjen i nummeret ‘Sappho’ er svær at stå for og placerer Francesco Calis karakteristiske og karismatiske accordion spil centralt i lydbilledet. Det samme må siges at være gældende for den efterfølgende sommersang ‘June’. Anderledes strittende og i skiftende taktarter finder vi Thorsen i ‘The man who walks on tiptoes’. Det klæder hende også og markerer endnu et album highlight.

Lige over halvvejs på albummet er det som om de fleste gode ideer er brugt op og der trædes vande resten af spilletiden. Der er ikke tale om dårligt materiale, blot ikke så solidt og inciterende som de første ca 20 minutter.

Alligevel sidder man med et lettere saligt smil om munden mens tonerne af Charlie Chaplins ‘Smile’ klinger ud i slutnummeret.

3 Stars (3 / 5)