Anmeldelse Jazz Musik Pop Vokal jazz

Bryld creme de la creme

Clara Bryld: ‘Time Turbulence’ (Gateway Music)

På sit andet album bevæger Clara Bryld sig fra det jazz inficerede repertoire til et blødere og mere poppet udtryk. På dansk grund kan der drages klare paralleller til Alice Sings (Alice Carreri, sang & Mikkel Petterson, sangskriver) og internationalt er der rare reminiscenser af Rufus Wainwright. Slet ikke en dårlig kombination og noget der i særlig grad spores i åbningsnummeret ‘Clarissa’. I min optik det perfekte popnummer.

Udgivelsen er, med sine 6 kompositioner og små 28 minutters varighed, måske mere en udvidet EP end et egentligt album. Givetvis fordi det komplette, fuldlængde album (indspillet i løbet af 2013-2014) måtte redigeres og mixes om som en konsekvens af at et medlem forlod Clara Brylds band. Deraf delvist grunden til albumtitlen: ‘Time Turbulence’. Tematisk berører pladen både kærlighed (‘Our Days’ + ‘So Much Love’), død (‘In Sweet Loving Dreams’), håbet om isbjørnenes overlevelse (‘Icebear (polarbear)’) og sangen ‘Icicles’ handler om smeltende istapper der gør det livsfarligt at gå ud på gaden for at komme til Nytårsfest.

33-årige Clara (Luise) Bryld brænder godt igennem med et sæt meget ærlige og personlige numre og fremtoner markant modnet på såvel komponist som stemme-siden i forhold til 2010 debuten. I øvrigt utrolig smuk håndskrift i cd bookletten!

Please, please, please, please ….. double up på spilletid næste gang.

4 Stars (4 / 5)