Anmeldelse Jazz Musik Soul Vokal jazz

Norah Jones – back on track

Norah Jones: ‘Day Dreaks’ (Blue Note) Udkommer 7.10.

Efter flere spændende musikalske svinkeærinder og sideprojekter vender Norah Jones tilbage til sine jazz rødder som blev plantet godt og grundigt med debuten ‘Come Away With Me’. Hun skal have stor credit for sine eskapader og eksperimenter, men det er nu engang i jazz regi at hun træder klarest i karakter. Det opleves med al tydelighed på det aktuelle album ‘Day Breaks’, der med sine små 49 minutter bevæger sig smukt og elegant ind og ud af grænselandet mellem country, folk, rock, soul og jazz. Det har man allerede kunnet erfare på single trilogien ‘Carry On’, ‘Flipside’ og ‘Tragedy’ der har tjent som bølgebrydere for albummet. Lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/6iDRG4bz5YdoKhmHfVRpZw

Som samlet opus er ‘Day Breaks’ at opfatte som en ‘åndsfælle’ til ‘Come Away With Me’. Men nu med en langt mere moden og erfaren frontfigur, der har levet livet og er vokset betragteligt med sin metier.

Sammen med bl.a sine Blue Note kammerater saxofonist Wayne Shorter, organist Dr. Lonnie Smith og trommeslager Brian Blade stråler hun i albummets 12 sange der er sammensat at 9 nye original kompositioner side om side med 3 covers af henholdsvis Duke Ellington, Neil Young og Horace Silver.

Netop Horace Silvers alternative julesang ‘Peace’ har fået et opkog i forhold til Norah Jones tidligere version og man glæder sig til at skulle skamlytte albummet gennem det mørke efterår og helt frem til jul. Måske endda endnu længere ud i fremtiden, for der står skrevet ‘klassiker’ med usynlig skrift på denne prægtige udgivelse.

5 Stars (5 / 5)