Anmeldelse Jazz Musik

Matthiessens mageløse modal musik

Ole Matthiessen: ‘Flashbacks & Dedications’ (Stunt Records)

Med den prægtige pianist Ole Matthiessen som omdrejningspunkt diverteres på ‘Flashbacks & Dedications’ (hans 4. Stunt udgivelse i eget navn) med modal musik (i stil med Miles Davis’ ‘Kind Of Blue’ repertoire, eksempelvis ‘So What’). Kompositioner og improvisationer med udgangspunkt i skalaer og farver.

Der startes meget fint og fragilt op med en dedikation til Fie (Johansen) i ‘Love Song’. Hun har stået for cd’ens fantastisk flotte fotografi og cover artwork. Der følges trop med ‘Augustaften i Tivoli’. Et bidrag der forsøger at indfange stemningen af en magisk varm august aften i Tivoli for mange somre siden.

Man får hurtigt en klar fornemmelse af at Ole Matthiessens musik har rødder i både den danske sangtradition og de mere spirituelle områder af jazzen. Dette høres specielt i den Coltrane-inficerede ‘Für, ?’, hvor den grundlæggende ånd er Coltranes men den melodiske tilgang er pæredansk og totalt uimodståelig. På samme måde skinner den dybe kærlighed til jazzen igennem i nummeret ‘OCBBCT’. Skrevet til minde om tre af de store blues musikere der forlod os i 2015: Ornette Coleman (OC), B.B. King (BB) og Clark Terry (CT).

Holdet af musikere omkring Ole Matthiessen er sammensat af nogle af Danmarks største jazzpersonligheder. Individualister, fortolkere og ikke mindst historiefortællere der i dén grad byder ind: Trompetist, Henrik Bolberg – Tenorsaxofonist, Bob Rockwell – Bassist, Jesper Lundgaard og trommeslager, Ole Streenberg. Alle hæderkronede prismodtagere der forstår at indgå i mange forskellige sammenhænge og hver gang med lige stor succes. Alle med en anciennitet og pondus der gør at disse fire ’soulmates’ er stærkt medvirkende til at sætte deres helt personlige præg på Ole Matthiessens originale, mageløse musik.

Ringen sluttes med endnu en tilegnelse til en kvinde. Ole Mattthiessens første seriøse kærlighedsforhold til Lise i en alder af 17 år har affødt ‘Miss Lise’. Hvis Lise lever i dag tror jeg hun vil føle sig meget beæret over både at være savnet og blive tituleret Miss.

4 Stars (4 / 5)