Anmeldelse Jazz Musik Pop Rock

Owen owner

Judith Owen: ‘Somebody’s Child’ (Twanky Records/The Planet Company) Udkommer 6.maj.

Den danske 2015 oktober-release af Judith Owen’s ‘Ebb & Flow’ er knap stoppet med at rotere jævnligt i mit personlige musiksystem. Det var en af 2015’s store musikalske overraskelser og jeg har med glæde spredt rygtet om den fantastiske walisisk fødte og i LA bosiddende pianist og singer-songwriter.

Judith Owen har en sjælden gave. Når hun sætter sig til pianoet og åbner munder maner det til intensiv lytning. Det er simpelthen svært at melde sig ud. Du bliver som lytter krævet på en måde der ikke er hverdagskost og ønsket om at følge med i de indholdsrige tekster opstår straks. Man berøres og forføres prompte i det Owenske univers. Her overvældes man af musikalitet og melodiøsitet der typisk kendetegner kunstnere som f.eks. Bonnie Raitt.

Og så mestrer Judith Owen at skære ind til benet og følge det stærkt tilbagevendende vinyl-album-koncept med et stringent valg at materiale og rækkefølge. Ingen fylde-numre, noget for enhver smag og hele tiden smagfuldt udført. Der lægges stærkt ud i Judiths comfort zone med det Carole King inficerede titelnummer ‘Somebody’s Child’. Her høres også det nye indslag i lydbilledet, violin, bratsch og cello akkompagnement. Dernæst følger førstesinglen ‘Send Me A Line’ ( Lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/0W3LLP21P2HVJLTFJqpIly ) om computergenerationens afhængighed af netadgang og skærmtid og en opfordring til de mennesker der ikke er til stede i nuet. ‘Mystery’ vækker stærke reminiscenser af Randy Newmans tegnefilmssange. Det var måske en kommende opgave for Judith Owen, der netop besidder evnen af skrive små noveller om universelle emner ind i sine sange og dét med en gennemgående selvironi, humor og altid et glimt i øjet.

I det blues inspirerede hjørne finder vi Owen med ‘Tell All Your Children’. Up-tempo jazzy møder vi hende i ‘We Give In’ – en rigtig live show åbner. Country balladen ‘No More Goodbyes’ forløses på smukkeste vis, ikke mindst pga. Greg Leisz’s steel guitar. Samme spor følges i ‘Arianne’ der emmer af Rickie Lee Jones og er co-writet med den legendariske, langskæggede bassist Leland Sklar. I fortolkningsmood tryller Owen med Roxy Music hittet ‘More Than This’, der således kommer til at lyde som noget der kom fra Norah Jones’ hånd. Fra musical verdenen lånes ‘Aquarius’ fra Hair, som Owen, som noget af det eneste, slipper mindre heldigt fra. Judiths mand, skuespilleren Harry Shearer, kikker forbi og spiller kontrabas i den swingende sag ‘That’s Why I Love My Baby’. Albummets, efter min mening, stærkeste track er den tilbagelænede, støt vuggende ‘I Know Why The Sun Shines’. I sangen ‘Josephine’ lyder Judith Owen til tider i sit dybe register som en purung Marianne Faithfull. Albummet lander på begge ben tilbage i comfort zonen med ‘The Rain Is Gonna Fall’.

Til trods for en enkelt repertoire forbier bonner jeg alligevel ud med:

5 Stars (5 / 5)