Anmeldelse Jazz Musik Vokal jazz

Clara Vuust i vintergevandter

Clara Vuust: ‘A Winter Tale’ (Exlibris)

Krystalklar intonation og en forbilledlig behandling af det danske sprog (ikke ulig Birgit Lystager) er det overordnede indtryk man sidder tilbage med efter små 43 minutter i selskab med Clara Vuust’s danske (og 2 engelsksprogede) salmer og vintersange på albummet ‘A Winter Tale’.

Dernæst kommer en dyb fascination af de detaljerige, raffinerede og smagfulde arrangementer som producer+pianist+Claras ægtemand Francesco Cali står bag. Særlig et track som ‘In The Bleak Midwinter’, inspireret af den amerikanske singer-songwriter Shawn Colvin’s 1998 version, fungerer og forløses usædvanlig godt. Samtidig garneres albummet med kompetente og kreative musikere i form af ikke mindst Nico Gori (klarinet+sopransaxofon) men også Andreas Holst/Daniel Franck (kontrabas) og Jeppe Holst (guitar).

Repertoiret bærer præg af at være nøje gennemarbejdet og afprøvet i (kirke)koncert regi inden de har fundet vej til ‘A Winter Tale’. Her står navnlig ‘Skyerne Gråne og Løvet Falder’ stærkt i sætlisten.

Clara Vuust’s vokalpræstation er en (jule)gave i sig selv i den amerikanske standard af Vince Guaraldi, ‘Christmas TIme Is Here’. Ikke overfraseret, men skåret direkte til benet med fokus på tekst og poesi. ‘Der er Ingenting i Verden så Stille som Sne’ rammer måske mest af alt den sære nordiske kombination af melankoli og længsel i et følsomt, fragilt lydbillede af kun guitar og vokal. Kort og præcist ramt så det fæstner sig i hjertekulen.

Albummets vintertema genererer med Clara Vuust ved vokal-roret (eksempelvis ‘Det er Hvidt Herude’) så meget varme at sindet tør op og overgiver sig betingelsesløst. Clara Vuust får det simple, stille og sarte udtryk til at gøre et stort og vedvarende indtryk.

5 Stars (5 / 5)