Anmeldelse Musik Pop Rock Soul

Funklende funk fætter

Erann DD: ‘Erann David Drori Rockin’ My Life’ (Sony Music)

Erann DD er tilbage hvor han står stærkest og svinger sejest. Med 14 nye sange der præsenterer ham med bredde og variation i et kompromiløst, upoleret og autentisk lyd-scenarie. Med andre ord lyden af Deep Funk (Zapp Zapp & Drori-Hansen Furniture) – eller med Erann’s egen betegnelse: “FunkBrotherSoulpantherBlues”.

Albummet vrimler med labre melodier der som nummeret ‘All About The Groove’ signalerer, cirkler omkring stemningen af 70ernes funky protestsange og post-hippie statements. Ikke ulig f.eks Sly & The Family Stone. Dog kunne der for enkelte sanges vedkommende trimmes en anelse på form og varighed.

Erann’s genopfindelse af sig selv skinner i særlig grad igennem i stemmen, der altid har været karakteristisk, men anno 2015 emmer af ekstra erfaring, engagement, varme og forståelse ikke blot af sig selv men også af den omkringliggende verden der tages med ind, bearbejdes og kommenteres i og imellem linjerne. Budskaberne går klokkeklart ind fordi musikken fremføres med stor autenticitet og organisk kant, med en lyd som var bandet lige hér midt i stuen, lige nu, live.

Her kommer Erann DDs musikalske Dream Team ind i billedet som helt uundværlige medspillere og medskabere: Poul Reimann (keys), Jacob Gurevitsch (guitar), Bastian Sjelberg (bas) og Kristoffer Sjelberg (trommer).

Et lækkert krydderi er sangerinden Vera Hamenoo-Kpeda der gør sit til at besjæle bl.a. singlen ‘Rockin’ My Life’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/1dM3foxKcHM643c8PLDUNy med sin sjælfulde stemme.

Velkommen tilbage Mr. Funk

4 Stars (4 / 5)